Halkær vejprojekt 2026

Kære alle i Halkær Grundejerforening
Som I kan se, er der godt gang i projektet og brolæggeren arbejder på højtryk for at få alle kantsten klar til den nye asfalt. 
 
Fase 1
Projektet starter på Halkærvej og de dertil hørende sideveje. Det har været et stort arbejde med at koordinere og planlægge alle detaljerne inden arbejdet kunne begynde, især da vi er udfordret af de mange skift fra gas til fjernvarme, hvor Evida har op til 18 måneder til at foretage afbrydelser af gastilslutninger til de enkelte husstande. 
 
Vi har dd. fået lukket den sidste gasafbrydelse på Rørsangervej. Denne var forsinket, da det selskab der foretager gasafbrydelserne (IAA) ramte et fiberkabel, der således først skulle udbedres af TDC.
 
På Blåmejsevej har vi tre gasafbrydelser tilbage som ifølge IAA foretages i denne uge (uge 25). 
 
På Gærdesmuttevej mangler der 10 gasafbrydelser og på Rødkælkevej mangler der seks gasafbrydelser. Disse foretages, iflg. IAA, i uge 30 og 31.  
 
Alle andre veje i Halkær Grundejerforening er ifølge IAA færdige i forhold til gasafbrydelser
 
Da det selvfølgelig ikke er en god idé at lægge ny asfalt, og få uger efter grave 19 store huller ifm. gasafbrydelser, har vi lagt følgende foreløbige plan:
 
Onsdag d. 17. juni 2026:
Asfalteres Rørsangervej, Halkærvej fra nr. 20 - 30 samt Nattergalevej. Der startes på Nattergalevej fra morgenstunden, så skal man bruge bilen om morgenen, så kan det være en idé at parkere den på en af de andre veje, der ikke asfalteres samme dag.
 
Torsdag d. 18. juni 2026:  
Her asfalteres resten af Halkærvej, og hvis vi er i mål med gasafbrydelserne på Blåmejsevej tages den også. Er gasafbrydelserne på Blåmejsevej ikke færdige udskydes asfalteringen af denne til fredag d. 19. juni 2026 eller alternativt til uge 26. Jeg forsøger at holde øje med dette og give lidt mere præcis information senere på ugen.   
 
Gærdesmuttevej og Rødkælkevej planlægges til asfaltering i uge 32, da vi skal over på den anden side af gasafbrydelserne. 
 
Fase 2
Efter Halkærvej, og de sideveje der kan tages i første omgang, rykker vi over i Bauneholmvej/Vibevej kvarteret. Her skal vi i mellemtiden gerne være færdige med en del fræsning og udskiftning samt opretning af kantsten. En nærmere plan for selve rækkefølgen her ligger ikke fast endnu. Der tilgår således mere info om dette, når jeg kender mere til planen her. 
 
Vores Grundejerforening slutter ved forkant af Stillitsvej, og vi laver nyt slidlag på Vibevej hertil. 
 
Generelt
Med denne foreløbige rækkefølge og tidsplan foretages asfalteringen på den mest hensigtsmæssige måde, i forhold til at undgå huller i den nye asfalt. 
 
Der vil selvfølgelig løbende være husstande der beslutter at skifte fra naturgas til fjernvarme, reparationer af vandtilslutninger grundet lavt tryk, tilslutning til fiber, nedrivning af huse med efterfølgende nyopførsel etc. etc. Det kan vi ikke undgå, men nu og her, med den viden vi har, er dette den rigtige plan. 
 
Så snart der er asfalteret, og den nye asfalt er tromlet og sandet, kan man køre på den. Vejene er således ikke spærret i mere end de få timer, hvor selve asfaltarbejdet pågår. 
 
Halkærvej lukkes IKKE. Den er mere end fem meter bred og tages derfor i halv bredde ad gangen. Den halvdel, hvor der ikke pågår arbejde, vil således være farbar. 
 
Hold øje med de sedler der opsættes ved vejene af asfaltfirmaet. 
 
VIGTIGT
Når der er lagt ny asfalt, er den alligevel en smule sårbar. Der er således en ting, som vi skal huske, og det er IKKE at holde stille med en bil og dreje på stedet. Det kan evt. krænge spor i asfalten på en varm sommerdag. Hold derfor bilen i bevægelse når der drejes på den nye asfalt. 
 
Forbehold
Der kan komme ændringer i planen, udskydelser mm., da det er en dynamisk proces. Jeg håber, at der vil være forståelse for dette. Spørg gerne de folk der udfører arbejdet, det er dem der bedst ved, hvad der sker i løbet af de næste timer.  
 
Evt. skader
Der kan være rester af bindemiddel e.lign. der evt. rammer ind på fliser i indkørsler etc. Er det tilfældet, fjernes det igen. Undersøg gerne, om det er en bagatel, der kan skylles væk med en haveslange, eller må det meldes ind, så vi kan fjerne det. Vil der være brug for at rykke ud med eksempelvis højtryksrensere eller lignende, så vil vi forsøge at gøre dette på en måde, så alt kan klares på en gang. 
 
Det er et stort projekt og ting kan opstå undervejs - vis gerne forståelse for dette.  
 
Det var alt for nu - hold øje med mere info evt. sidst på ugen. 
 
 
Bedste hilsner
 
Claus Friis
Formand