Vedtægter for Grundejerforeningen Halkær

Navn og hjemsted
§1.
Foreningens navn er Grundejerforeningen "Halkær". Dens hjemsted er Egedal kommune.

Formål
§2.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesse i ethvert anliggende, der normalt hører under en grundejerforeningens område, herunder vedligeholdelse af evt. fællesanlæg i det omfang fornøden vedligeholdelse ikke foretages af det offentlige.

Stk. 2.
Endvidere er det foreningens opgave at repræsentere og varetage medlemmernes interesse overfor det offentlige eller private personer og firmaer i spørgsmål af fælles interesse.

Medlemskab
§3.
Ret og pligt til medlemskab har parceller, matr.nr. 34g, 34h, 34i, 10dr, 10ds, der udstykkes fra ejendommen mart.nr. 9z, 24a, 24b, 10dr, 10ds, 10dt, 48f og 48e - alle Stenløse by og sogn.

Stk. 2.
Efter beslutning på en generalforsamling kan foreningens område udvides til også at omfatte ejendomme, der naturligt hører med til området, jfr. den på parcellerne tinglyste deklaration vedrørende pligt til medlemskab af grundejerforening m.v.

Stk. 3.
Ved evt. salg af en parcel kan et medlem ikke udtræde af grundejerforeningen med mindre rettigheder og forpligtelser overdrages til de nye ejere, og det er ligeledes en forudsætning at evt. restancer er berigtiget.

Kontingent
§4.
Til imødegåelse af grundejerforeningens udgifter betaler medlemmerne kontingent, hvis størrelse og forfaldsdato fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2.
Evt. restance kan overgives til inkasso efter en måned fra forfaldsdato. Alle udgifter i forbindelse hermed afholdes af skyldneren.

Generalforsamlingen
§5.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

Stk. 2.
Ordiner generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april.
Medlemmerne indkaldes ved alm. brev med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.

Stk. 3.
Dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning fra bestyrelsen
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Indkomne forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter
6. Valg af revisor samt revisorsuppleant
7. Eventuelt

Stk. 4.
Sammen med indkaldelsen udsendes det reviderede regnskab og budget for det kommende regnskabsår.

Stk. 5.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

§6.
På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme pr. parcel (se også $ 16 stk. 2.), forudsat kontingentet er betalt.

Stk. 2.
Alle spørgsmål, med de i nærværende vedtægter fastsatte undtagelse, afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

Stk. 3.
Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt bestyrelsen eller mindst 1/4 af de fremmødte medlemmer fordrer det.

Stk.4.
Det er tilladt at lade sig repræsentere ved behørig fuldmagt, idet dog ingen må møde med fuldmagt for mere end eet andet medlem.

Stk. 5.
Sekretæren tager referat på generalforsamlingen. Referatet underskrives af dirigenten, sekretæren og formanden.

Ekstraordinær generalforsamling
§7.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet eller mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af det/de emne(r), der ønskes behandlet på generalforsamlingen.

Stk. 2.
Bestyrelsen skal senest 14 dage efter begæringens modtagelse indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 8 dages varsel. I indkaldelsen skal angives dagsorden.

Stk. 3.
Alene det/de i dagsorden[en] angivne emne(r), kan behandles på den ekstraordinære generalforsamling.

Vedtægtsændringer m. m.
§8.
Foreningen vedtægter kan kun ændres og vidtrækkende økonomiske dispositioner vedtages, når mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen, og da kun når 2/3 af de tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemmer herfor.

Stk. 2.
Såfremt 2/3 af foreningens medlemmer ikke er til stede, kommer sagen ikke til afgørelse, og der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling efter reglerne i §7 med det/de fremsatte forslag som eneste punkt eller punkter på dagsorden.

Stk. 3.
En sådan ekstraordinær generalforsamling kan uanset antallet af fremmødte medlemmer vedtage de fremsatte forslag ved almindeligt stemmeflertal.

Bestyrelsen.
§9.
Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer bestående af - formand, kasserer samt 3 medlemmer.

Stk. 2.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær.

Stk. 3.
Bestyrelsen samt 2 suppleanter vælges på den ordinære generalforsamling.

Stk.4.
På ordinær generalforsamling i lige år afgår formand, 1 bestyrelsesmedlem samt den først valgte suppleant.

Stk. 5.
På ordinær generalformsaling i ulige år afgår kasserer, 2 bestyrelsesmedlemmer samt den suppleant der er valgt sidst.

Stk. 6.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer er tilladt.

Stk. 7.
Der ydes bestyrelsen dækning for repræsentationsudgifter.

Stk. 8.
Bestyrelsen modtager vederlag, som fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 9.
Desuden vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen 2 revisorer, der skiftevis er på valg, samt 1 revisorsuppleant der er på valg hvert år.

§10.
Foreningens daglige korrespondance føres af formanden.

Stk. 2.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Møder bør dog holdes, når alle medlemmer kan møde.

Stk. 3.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved alm. stemmeflertal. Står stemmene lige, er formandens stemme afgørende.

Stk.4.
Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger, og denne underskrives af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 5.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Regnskab og revision
§11.
Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2.
Kontantbeløb over kr. 1.000,00 indsættes på foreningens konto, hvorover der kun kan disponeres af kasserer og formanden i forening.

§12.
Udgifter ved enhver fælles foranstaltning fordeles ligeligt mellem samtlige medlemspligtige parceller uden hensyntagen til disses størrelse eller beliggenhed.

§13.
Årsregnskaber revideres af de valgte revisorer, som skal have dette i hænde senest 1. måned før den ordinære generalforsamling.

Stk. 2.
Revisorerne skal forvisse sig om, at foreningens aktiver er til stede.

Ordensregler
§14.
Hvert medlem er pligtigt til at sørge for renholdelse og vedligeholdelse af eget areal og det til parcellen hørende vejareal samt fortove og stier (ukrudt, sne m.m.)

Stk. 2.
Overholdes dette ikke trods påkrav, har bestyrelsen ret til at bringe forholdet i orden på ejerens regning. Betales udgifterne ikke trods påkrav, kan beløbet inddrives ad retslig vej.

Stk. 3.
Hvis der på parceller udøves erhvervsvirksomhed, skal fremtidig vedligeholdelse af vej og fortove m.m. vurderes efter den brug, som virksomheden gør af vej og fortov m.m.

§15.
Medlemmerne er forpligtiget til at sørge for, at de til parcellen hørende køretøjer parkeres på egen parcel.

Stk. 2.
Medlemmer, der holder husdyr, skal drage omsorg for, at disse ikke forvolder ulempe eller skade på andres ejendom.

Stk. 3.
Udendørs anvendelse af motordrevent værktøj, herunder motorplæneklippere, må på søn- og helligdage i tiden 1. april til 30. september kun finde sted imellem klokken 10 og klokken 12.

Stk. 4.
Åben afbrænding af haveaffald og andet brændbart affald er ikke tilladt noget sted inden for grundejerforeningens område.

Stenløse Boligforening
§16.
Stenløse Boligforening betaler kontingent pr. parcel.

Stk. 2.
Kun Stenløse Boligforenings formand eller dennes stedfortræder har stemmeret for Boligforeningens medlemmer.

Opløsning
§17.
Foreningen kan opløses efter vedtagelse på en generalforsamling efter de i §8 indeholdte regler.

Stk. 2.
Opløsning kan dog ikke finde sted, så længe der påhviler foreningen gældsforpligtelser, ligesom tiltrædelse til opløsning skal foreligge fra byrådet.

Stiftende generalforsarnling den 8. marts 1968.

Vedtægter som ændret ved ekstraordinær generalforsamling den 15. juni 1992, 18. april 2000 og 3. maj 2018

 

Download original underskrevet vedtægts dokument her

Download Halkær - Notat hegn mod vej dokument her.